Luseproblemer er udbredt både i børnehaver og skoler. En af årsagerne til dette er, at lus har udviklet resistens mod ældre typer af behandlinger mod lus. En del af disse behandlinger dræber ikke luseæg, og lusene kommer derfor hurtigere tilbage.

I dag findes der produkter til behandling af lus, der ikke bare er effektiv mod lus og nymfer, men også mod luseæg. Disse produkter kvæler både lus, nymfer og æg, samtidig med at de forhindrer resistens.
 
Når man vælger produkter mod lus, er det vigtig at man vælger produkter, som ikke indeholder giftige kemikalier, vælg også gerne et produkt med balsam lignende ingredienser, så håret ikke er udpint efter behandling.
 
Det er forskelligt hvordan man bruger lusemidler, men fælles for alle er at man deler håret op i sektioner og kæmmer hele håret med en lusekam. (Husk at starte helt inde ved hovedbunden)
 
 
Hvordan smitter lus?
 
Lus smitter normalt ved tæt kontakt - fra person til person via håret, men kan dog også smitte via f.eks sengetøj, håndklæder, hårbørster, tøj, huer mm, som har været i kontakt med en person, der er smittet. 
Lus kan hverken hoppe eller flyve, men de kan kravle.
 
 
Symptomer på lus
 
Det mest almindelige symptom på hovedlus er kløe i hovedbunden.
Andre symptomer kan være følelsen af, at der er noget, der kravler i håret, røde bidemærker i hovedbunden, hvide luseæg i hovedbunden eller i håret (tomme æg-hylstre) eller kravlende lus. Mange har dog slet ikke nogen symptomer.
 
Alle mennesker med en hårlængde på mere end et par mm kan få lus. Er der lus  på skolen eller arbejde, anbefales det at personer med lidt længde på håret, sætter det op, så det bliver sværere for lusene at kravle over i det.
 
Som frisør har jeg flere gange hørt fra kunder, at de har læst man ikke behøver at vaske sengetøj mm. Jeg vil dog helt klart anbefale følgende:
Har du eller en anden i husstanden fået lus, er det vigtigt at vaske sengetøjet ved 60 grader, samt vaske tøj, overtøj, bamser mm. De ting, der ikke tåler vask, kan man komme i en tætlukket pose og lægge det i fryseren.
Stofmøbler er det en god idé at støvsuge, da lus kan leve i op til 48 timer uden kontakt med mennesker.
 
 
Hvordan genkender man lus og luseæg?
 
Lus er vingeløse insekter på 2-4 mm. Lusen har en flad, aflang krop, 6 ben og et lille hoved med følehorn. Den kan gå fra at være nærmest farveløs til brunlig. En lus der lige er udklækket kaldes en nymfe. En nyudklækket nymfe er under 1 mm lang.
Lus, nymfer og luseæg lever tæt ved hovedbunden, da de har det bedst ved høj luftfugtighed og 30 grader.
Hunlus lægger 4-5 æg dagligt, som 7-11 dage senere klækker og bliver til nymfer. Herefter går der omkring 6 dage, før nymferne har udviklet sig til lus, og de nye hunlus kan nu lægge æg.

Luseæg er hvide og under 1 mm lange. Luseæg er dråbeformede og kan minde lidt om skæl, men du kan kende luseæggene ved at de sidder godt fast i håret og kan ikke drysse af ligesom skæl.

Lusen lægger sine æg på de enkelte hårstrå tæt ved hovedbunden, hvor hvert enkelte æg bliver klistret fast på et separat hårstrå. 
Når ægget udklækkes efterlades denne tomme skal på hårstrået. Æggene kan fjernes enten med lusekam eller en peelende blanding af hårshampoo og rørsukker (lige dele af hver). Bruger man blandingen af shampoo og rørsukker, skal man vaske forsigtigt og slutte af med en almindelig hårshampoo og conditioner.
Lus lever kun i menneskehår, de kan ikke leve på husdyr med pels.
 
 
Behandling af lus.
 
Brug kun midler, der er beregnet til behandling af lus på mennesker, da det er det eneste der er videnskabelig dokumentation for effektiviteten af behandlingen.
 
Alle levende lus skal fjernes ved den første kæmning, så der ikke lægges nye æg.
Finder du levende lus dagen efter en behandling, kan det skyldes fejlbehandling.
 - Du har anvendt for lidt lusemiddel.
 - Behandlingstiden har været for kort.
 - Du er ikke kommet igennem hele håret med tættekam. (Husk helt ned til hovedbunden, rengør kammen efter hvert tag)
 
Det er vigtigt at bruge tættekammen hver 2. dag de næste 14 dage. De fleste lusemidler bør anvendes igen 1 uge efter første behandling.